Praktisk intelligens løser kundens udfordringer

Michael - Lauritz Andersen

marts 15, 2022

Praktisk intelligens løser kundens udfordringer

Michael Brodersen ejer og driver Lauritz Andersen & Co. Aps. Mød ham her til en snak om hans baggrund, firmaet samt hverdagen med kunderne og kollegerne.

Michael Brodersen, der ejer og driver Lauritz Andersen & Co. ApS, er oprindeligt uddannet datamatiker i 1992. Umiddelbart herefter startede han som produktionsmedarbejder på et mejeri, og sidenhen blev han mejerichef. Han har en HD i Organisation og Ledelse, som han færdiggjorde i 2006, ”Og den har jeg virkelig brugt meget,” indleder Michael.

Luftforandring, ny karriereretning og generationsskifte

I 2009 kom Michael i kontakt med Leif Engmark, der dengang ejede Lauritz Andersen. De snakkede og ’gik lidt omkring den varme grød’, til Michael og Leif i 2012 blev enige om, at Michael skulle skifte karrierevej – og blev ansat i firmaet. ”Jeg trængte til luftforandring og til at prøve noget nyt. Jeg var dengang cirka 40 år, og jeg tænkte, at hvis der skulle ske noget radikalt, så var det tiden – og nu var muligheden der.”

Som sagt, så gjort. Det lå i kortene, at Michael med tiden skulle overtage firmaet, så allerede i forbindelse med ansættelsen gik Michael og Leif i gang med generationsskiftet. Da Leif stoppede i 2016, havde Michael haft tid til at blive oplært i det nye fag, og i dag ejer han firmaet.

De små grå er ofte på overarbejde

”Jeg er SÅ glad for firmaet og for min hverdag her,” fortæller Michael. ”Det er superspændende, og to dage er aldrig ens. Nogle perioder er mere stille end andre, men de fleste dage har vi temmelig godt tryk på kedlerne. Vi er altid indstillet på at hjælpe vores kunder, når de henvender sig – uanset om de er store eller små. Og fordi vores kunder er så forskellige, som de er, er der altid interessante spørgsmål og udfordringer, vi sammen skal løse. Man lærer hele tiden noget nyt inden for det her felt, for det handler meget om at løse noget sammen med kunderne. Nogle produkter er hyldevarer, men rigtig meget af det, vi laver, er at finde løsninger. De små grå hjerneceller er derfor ofte i gang, og det kan jeg rigtig godt li’.”

Vi skal kunne regne den ud

I forhold til kompetencesammensætningen i firmaet er Michael også rigtig godt tilfreds. ”Vi er et lille, stærkt og sammentømret team, som komplementerer hinanden rigtig godt. Jørgen og Mungongo har en helt anden baggrund og uddannelse end mig, og de har derfor en fantastisk praktisk tilgang til mange af hverdagens udfordringer. Det er vigtigt, at vi sammen kan forstå, hvordan maskiner og systemer hænger sammen, så vi kan regne ud, hvad det er, kunden har brug for, når han står med et problem, der skal løses,” slutter han.

Kontakt Michael eller en af kollegerne: https://lauritzandersen.dk/kontakt/

Fik du også læst: