Lauritz Andersen & Co. ApS er pr. 11/9-23 udnævnt som servicecenter for Dunlop Hiflex. Udnævnelsen betyder større varelager inden for hydraulikfittings og -komponenter, ny presse, der kan klare større dimensioner på hydraulikslanger samt bredere og dybere service for kunder i Odense og på Fyn.
I august sidste år kunne vi her hos Lauritz Andersen & Co. ApS slå dørene op til en ny hydraulikafdeling med påpresning af fittings på hydraulikslanger for kunder i Odense og omegn. Tidligere i år, nemlig tilbage i februar måned, udvidede vi desuden afdelingen med et ’rullende’ samarbejde med CB Maskinservice, der betød, at vi fremadrettet også kunne tilbyde hydraulikslanger og påpresning af fittings ude hos kunderne. Og nu skrives næste kapitel i fortællingen! Pr. 11/9-23 har vi således slået dørene op til en hydraulikafdeling, der er rustet endnu bedre til at servicere markedet bredere og dybere end hidtil.
Større sortiment og større dimensioner
”Vi har indgået et nyt samarbejde med den globale spiller Dunlop Hiflex – og de har udnævnt os som Dunlop Hiflex Servicecenter. Helt lavpraktisk betyder det, at vi har øget antallet af varenumre på lageret i relation til fittings og komponenter inden for hydraulik fra cirka 600 til hele 2000 stk. Samtidig har vi nem adgang til hele Dunlop Hiflex’ øvrige online-katalog på 22.000 varenumre. For eksempel SPX hydraulisk værktøj og Sunfab lastbilpumper,” forklarer Michael Brodersen, der ejer og driver Lauritz Andersen.
Frank Hansen, der er primus motor i hydraulikafdelingen hos Lauritz Andersen, tilføjer: ”Ud over nu at være lagerførende i mange flere fittings og komponenter til hydraulikslanger har vi i forbindelse med udnævnelsen som servicecenter tillige fået installeret en ny presse, der kan klare større dimensioner end den tidligere. Vi kan således presse fra størrelse 3/16” til 2” slanger,” forklarer han.
”Vi kan li’ ånden i deres firma”
Historikken bag Dunlop Hiflex’ nye koncept med servicecentre og servicepartnere er, at virksomheden tilbage i foråret 2022 lukkede alle deres lokale serviceafdelinger i Danmark, herunder den i Odense. ”Siden da har vi været på udkig efter samarbejdspartnere, der kan tage sig af kontakten med og serviceringen af lokale kunder,” forklarer Kasper Høier Nielsen, der er Business Development Manager og ansvarlig for marketing hos Dunlop Hiflex. ”Netop Lauritz Andersen har altid været en interessant virksomhed for os,” pointerer han. ”Vi kender flere af deres medarbejdere indgående, vi kan li’ ånden i deres firma – og så er både deres sortiment og kundegrundlag meget relevant for os og vores produkter.”
Gearet til at servicere Fyn og især Odense
Om det nye samarbejde siger Ole Andersen, der er Regional Sales Manager hos Dunlop Hiflex: ”Målet med det nye samarbejde er for begge parter at kunne servicere det fynske og i særdeleshed det odenseanske marked indgående i relation til hydraulikslanger og påpresning af fittings. Med Lauritz Andersen & Co. ApS’ nye status som Dunlop Hiflex Servicecenter, mange flere varenumre på hylderne samt maskineri, der kan håndtere alle gængse størrelser hydraulikslanger er vi i dén grad gearet til netop dét!”
I løbet af de næste par uger vil der blive monteret Dunlop Hiflex Servicecenter-skilte på facaden her hos Lauritz Andersen, så det er tydeligt for enhver, at vi nu også har denne stærke og positivt forpligtende status.
I Dunlop Hiflex-regi er der forskel på servicecentre og servicepartnere: Servicecentre er fysiske forretninger, hvor kunderne kan komme ind i åbningstiden og få påpresset fittings på hydraulikslanger, mens servicepartnerne typisk er ’rullende’ enheder i form af fx maskinservicefirmaer, der kommer ud til kunden.
Her hos Lauritz Andersen & Co. ApS har vi i øjeblikket selv tilknyttet én mobil montør, nemlig CB Maskinservice. Over den kommende tid er målet at tilknytte yderligere mobile montører, så firmaet geografisk dækker Fyn og øerne.
(Pressemeddelelse udsendt, d.d.).