Vi sætter os ind i problemet og løser udfordringen

Jørgen - Lauritz Andersen

marts 15, 2022

Vi sætter os ind i problemet og løser udfordringen

Jørgen Himmelstrup arbejder med salg, indkøb og distribution hos Lauritz Andersen & Co. ApS. Mød ham her til en snak om hans baggrund, firmaet samt hverdagen med kunderne og kollegerne.

Jørgen er oprindeligt uddannet maskinarbejder – det, man i dag kalder industritekniker – i 1986. Efter endt uddannelse arbejdede han først på en maskinfabrik, så en legetøjsfabrik og siden på mejeri, hvor han passede maskinerne i produktionen. Af og til hjalp han også til på produktionslinjen. Det blev til i alt 10 år i mejeribranchen, indtil Jørgen løb på Leif Engmark og Michael Brodersen. På det tidspunkt havde Jørgen allerede gået og syslet med gerne at ville prøve noget andet, så han takkede ja til jobtilbuddet i 2014 og skiftede mælk og rygeost ud med værktøjsbranchen.

Gode arbejdstider

”Mens jeg arbejdede på mejeri, var der ofte meget skæve arbejdstider – aften, nat og weekender var tit i brug, hvis en maskine brød ned, eller der var ekstra travlhed. Selvom vi også ofte har travlt her hos Lauritz Andersen, så er arbejdstiderne meget bedre og langt mere forudsigelige, og det sætter jeg virkelig stor pris på,” fortæller Jørgen.

Vi lærer kunderne at kende

Også det, at firmaet har en overskuelig størrelse, kan Jørgen godt li’: ”Det er rart, at vi kender hinanden så godt og altid har et fint overblik over kundernes udfordringer, så vi sammen eller hver for sig kan løse dem. Fordi vi ofte selv kører ud med varer til kunderne, lærer vi også dem godt at kende over tid. Den kontakt kan jeg rigtig godt li’.

Hverdagen handler om løsninger

Og hvad er det så helt præcist, Jørgen laver i sit job? ”Kort og godt kan man sige, at jeg køber og sælger varer, tager telefonen og ekspederer ordrer, kører ud med varer og betjener kunder i butikken,” forklarer Jørgen og uddyber: ”Ofte ringer kunden ind med et problem, som vi skal have fundet en løsning på. Så spørger vi ind og prøver at forstå, hvordan tingene hænger sammen, så vi kan finde den rigtige del, der løser udfordringen. Det kan for eksempel være en speciel slange med et særligt gevind, en dippedut til en plæneklipper og så videre…”.

Supplerer hinanden fagligt

På den kollegiale front er Jørgen også glad for Lauritz Andersen: ”Vi er et godt team, der supplerer hinanden rigtig godt fagligt – og så har vi det supersjovt sammen.”

Kontakt Jørgen eller en af kollegerne

Fik du også læst: